WE ARE ALL STILL PRIMITIVE - Velkommen til Amber Hornshoej

Velkommen til Amber Hornshoej

Jeg vil gerne byde et stort velkommen til Amber Hornshoej, som nu er repræsenteret i Galleri Nijenkamp.

Amber er en af de nye debutant kunstnere, som kommer med på den næste udstilling i galleriet til august, nemlig en gruppeudstilling med kunstnere, som aldrig har udstillet i Galleri Nijenkamp før. Og Amber er en af de kunstnere, får sin aller første udstilling nogensinde. - Og jeg er spændt på, at være med til at slå dørene op for hendes karriere som kunstner. 

Amber fortæller om sig selv: "Jeg har skitseret siden jeg var ganske lille, og startede med at lave mange skitser af ansigter omkring 12 års alderen. 
Siden hen har jeg øvet mig med forskellige medier, og har fundet malerierne på lærred til at være mit foretrukne medie." 

Hvad er dit budskab? "For mig er kunsten i sig selv ikke bare til for at være, men også for at bidrage til at hjælpe, guide og lære andre. Jeg brugte og bruger stadigvæk kunsten til at få mine følelser ud, aggressive ligeså vel som kærlige. Jeg maler i nuet når en af disse følelser opstår.
Jeg giver et stykke af mig selv væk, hver eneste gang jeg udfolder mig kreativt og jeg vil gerne give et stykke af mig selv til resten af verden."

VI ER ALLE PRIMITIVE....

"Tankerne bag vi er alle primitive, eller som jeg foretrækker WE ARE ALL STILL PRIMITIVE, er at jeg lige siden barnsben har følt mig draget af naturlige omgivelser og har elsket at føle mig fri. “Vi er alle primitive” kommer fra min egen selvfølelse af bevidstheden om, at vi som mennesker har meget mere at byde på end at side på en tablet.
Jeg føler min person og finder styrken i ingenting, jeg har evnen for at kunne mærke mine egne behov og styrke mine sanser. Det har jeg arbejdet på hele mit liv og det ligger mig efterhånden naturligt, at sanse livet på en helt anden måde end sikkert så mange andre gør, netop fordi vi lever i et højteknologisk samfund. Jeg mener, at man skal være bevidst om hvor vi kommer fra og, at med vores bevidsthed kan udrette meget mere hvis vi er i kontakt med vores natur.
Derfor skal vi huske på vi alle er primitive, dyriske og vi skal ikke undertrykke denne side af os selv." 

Hvad skal kunsten vise? "Kunsten skal vise at vi er individuelle af natur, og at ikke alle er skabt til at leve som samfundets normer og værdier er bygget op, at vi har stærkere sanser og kræfter end vi tror. Jeg har mange ambitioner og tænker langsigtet med mit arbejde, men min største drøm er helt afgjort at blotte min egen primitive natur for folket igennem min kunst, og hermed skabe et fokus på deres individuelle egenskaber."

Med disse velkomstord vil jeg glæde mig til, at kunne præsentere Amber i galleriet på Galleri Nijenkamps første gruppeudstilling til august. 

Kærligst Line