Lisbeth Lunda

Lisbeth Lunda
"Yu Fang"
Mixed medie på lærred
100 x 140 cm 
DKK 42.000,-
Kontakt galleriet for yderligere info

Lisbeth Lunda
"Kim & Mia"
Mixed medie på lærred
120 x 160 cm 
DKK 64.000,-
Kontakt galleriet for yderligere info

Kim Isabel Fredrika Wall 1987-2017
Mia Skadhauge Stevn 1999-2022

Kim Wall blev i 2017 fastspændt, pint og mishandlet seksuelt, indtil hun døde. Herefter blev hun parteret og kastet i havet fra den ubåd, hun få timer forinden var trådt ombord i for at skrive en artikel om ubådens ejer.

I 2022 blev Mia Skadhauge Stevn voldtaget, lemlæstet, parteret og gravet ned, efter hun var steget ind i gernings mandens bil efter en bytur.

Lisbeth Lunda fortæller, at begge historier ramte hende
voldsomt: ”Jeg græd over disse kvinders forfærdelige skæbne og
kunne ikke få dem ud af tankerne.
En sætning blev ved med at køre rundt i hovedet på mig: ’Bare fordi de var kvinder!’
Deres skæbne blev forseglet af, at de var kvinder, der tilfældigvis, uheldigvis og forfærdeligvis mødte bestialske mænd.

Historien er fyldt med sådanne kvinder. Kvinder, hvis skæbne bliver afgjort af deres biologiske køn. Kvinder, der mister liv og muligheder af den ene grund, at de er kvinder. Mine tårer over Kim og Mia blev mit brændstof.

De blev begyndelsen på min serie ICONs. 

ICONs I og II er skabt til ære for Kim og Mia – og de milliarder af andre kvinder, der har mistet liv eller muligheder, bare fordi de var kvinder.”

Lisbeth Lunda
"Mary Jane"
Mixed medie på lærred
100 x 140 cm 
DKK 42.000,-
Kontakt galleriet for yderligere info

Mary Jane Clarke (1862-1910)

Lisbeth Lunda
"Franca"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

(Franca Viola // 1948)

”Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende.”
5. Mosebog kapitel 22, vers 28-29 Kvinden er mandens ejendom. Så kort kan det kvindesyn opsummeres, der gennemsyrer vores historie. Piger og kvinder lider fortsat under 5. Mosebogs logik. Der findes modige kvinder, som sætter sig op mod kulturens tvang. Sådan en kvinde er Franca Viola fra Italien. Hun blev i 1966 kendt, fordi hun nægtede at gifte sig med sin voldtægtsmand. Dermed brød hun med en flere hundrede år gammel praksis, hvor en voldtægtsmand kunne undgå straf, hvis han giftede sig med offeret umiddelbart efter overgrebet og gennem giftermålet undgik offeret at miste ære og kaste skam over sin familie. Franca Viola havde i 1963 datet den lokale mafiosos nevø, Filippo Melodia, men hun brød med ham, da han blev taget i indbrud. Da han ville genoptage for holdet, nægtede hun. Han samlede 12 venner, brød ind i Francas families hus, tævede hendes og hendes 8-årige lillebror og kidnappede derefter Franca. Hun blev holdt fanget på en landejendom og voldtaget gentagne gange over en periode på en uge. På den måde troede han, at han kunne sikre sig ægteskab. Men Franca Viola gik til politiet og startede en retssag.
Sagen blev kendt over hele Italien. Hun blev af folkedomstolen opfattet som en skamløs kvinde, der blev truet og forfulgt. Familien fik brændt vinmarker af. Filippo fik 11 års fængsel, men straffelovsparagraffen blev først afskaffet i 1981. Og først i 1996 blev seksuel vold i Italien til en forbrydelse mod et andet menneske i stedet for en forbrydelse mod den offentlige moral. Voldtægt fortsætter med at være et magtmiddel over hele verden. Historikere anslår, at to millioner kvinder blev voldtaget af russiske styrker i kølvandet på Det Tredje Riges fald. I Indien bliver der i dag anmeldt fire voldtægter i timen.
I Danmark vurderes det, at 14.000 kvinder årligt oplever voldtægt eller voldtægtsforsøg. 

Lisbeth Lunda
"Eva"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

Eva den første

 ”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.”
1. Mosebog, kapitel 1, vers 16 Bare ét lille æble førte til syndefaldet, og det var Eva, der fristede Adam.
De gamle skrifter, der præger de store religioner har entydigt givet kvinden rollen som den store fristerinde: Hende, der bragte manden på afveje, på vildspor. Hende, der æggede hans seksualitet og gjorde den vild og utæmmelig – endda med fuldt overlæg. Hende, der havde fortjent straf og lidelse som følge af sin udåd.
Kvinden som fristerinde har siden været en kærkom men kulturel figur. Den indebar nemlig, at mænd ikke behøvede at tage ansvar for egne tanker og handlinger. Vulkanske drifter var hendes skyld; hun kunne jo bare have ladet være. I Islam praktiserer man stadig adskillelse mellem kønnene for at forebygge fristelse og seksuel usømmelighed. Man har bygget hele samfund op omkring figuren: Kvinden er fristerinde først og dernæst, eventuelt, en person. Hendes notoriske urenhed og mindreværd fører mandens lige lukt i synd og må derfor tøjles. Det er kvinden, den grundlæggende er gal med – og generation efter generation har vasket hænder ved den figur og måske endda frydet sig over hendes store fødselssmerter. Uden incitament, i øvrigt, til for alvor at forebygge de mange fødsler eller lægge sig i selen for at lindre smerten ved dem.

Lisbeth Lunda
"Hildegard"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

Hildegard von Bingen (1098-1179)

”Alt gennemstrømmes af kærlighed, fra dybet til de yderste stjerner”. Sådan skrev Hildegard von Bingen, der var en berømt forfatter, komponist, naturmediciner og åndelig lærer i Middelalderen. Desuden var hun en anerkendt abbedisse på det benediktinske kloster i Bingen. Men Hildegards vej til magten og anerkendelsen var
belagt med ofre. Hun blev født ind i en velhavende familie, som det 10. barn. Som helt lille pige udviklede hun profetiske evner, f.eks. kunne hun forudse begivenheder. Da Hildegard var 8, blev hun givet væk til Kirken af sine forældre. Klostrene var indflydelsesrige institutioner på den tid. Men Hildegard skulle ikke flytte direkte ind på
klosteret Disibodenberg. I stedet blev hun placeret i en celle på klosterets grund, hvor den 14-årige Jutta von Sponheim allerede levede. Da Jutta og Hildegard begge var af adelig slægt, boede der også en pige i cellen, som assisterede dem. Jutta og Hildegard et intenst religiøst liv med bøn, salmerecitation og læsning, uden kontakt til omverdenen. Mad og drikke fik de formentlig bragt gennem et hul i væggen. Ligesom de nok har kunnet lytte med på klosterets salmesang, gudstjenester osv. gennem selvsamme hul. Hildegard boede på denne måde i otte-ni år. Hvordan har det været for en lille pige på otte år at flytte i en celle med to andre, uden mor og far, uden søskende, uden legetøj? Græd hun sig i søvn om nat
ten? Hvor mange måneder tog det hende at vænne
sig til disse snævre omgivelser?

Lisbeth Lunda
"Elizabeth"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

(Dronning Elizabeth 1. af England fra 1558 til 1603)

Kan man gifte sig med sit land? Elizabeth valgte i Middelalderen at gøre det: At gifte sig med England. Dermed blev hun “Virgin Queen”. Gennem sit valg frasagde hun sig muligheden for at få børn og føre Tudor-slægten videre. Hun kaldte England sin mand og befolkningen sine børn. Hvorfor gav Elizabeth det offer? Hun var formentlig meget bevidst om, at hvis hun giftede sig med en royal bejler fra et andet land – f.eks. den spanske kong Filip den anden – så ville tronen tilfalde ham som mand, og dermed ville England komme på spanske hænder. Hvis hun havde giftet sig med en englænder, kunne det også give ballade; jalousi og modstand fra de forsmåede bejlere og deres allierede. Kvinder fra højadelen – såvel som fra samfundet i det hele taget – blev dengang mestendels betragtet som avlshopper, farens ejendom og uden reel indflydelse på, hvem de skulle giftes med. Pilen pegede som oftest på en ægtemand, der kunne øge familieformuen eller den samfundsmæssige indflydelse eller allerhelst begge dele. Herefter skulle der fødes drengebørn; kommende arvinger. Elizabeths valg om ikke at blive gift krævede både mod, snuhed og intelligens. Beslutningen betød, at hun kunne navigere med kløgt i forhold til de øvrige europæiske lande: spille sine kort klogt i relation til bejlerne.
De strukturelle og kulturelle rammer betød, at Elizabeth mistede personlige muligheder (for at udfolde kærlighed) for at forebygge, at England mistede muligheder (sin selvstændighed).
Elizabeth forblev ugift – og var statsoverhoved i mere end 44 år.

Lisbeth Lunda
"Maren"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

(Maren Splids // 1600-1641)

Brændt levende på bålet. Fortæret af flammerne. Hånet af omgivelserne. Dette var skæbnen for titusindvis af kvinder i primært Middelalderen. Forskere mener, at mellem 40.000 og 60.000
mennesker blev slået ihjel på denne måde i Europa fra midten af 1400-tallet til kulminationen i årene ‘omkring 1600. Den sidste ”heks” blev brændt i Danmark i 1693.
Maren Splids liv endte på denne måde. Hun er den mest kendte ”heks” i Danmark, fordi hendes sag er veldokumenteret, og fordi hun var en velhavende kvinde fra middelklassen. Almindeligvis var det fattige kvinder, der blev dømt til døden for trolddom. Maren Splids drev et værtshus i Ribe sammen med sin velhavende mand, skrædder Laurids Splid. Uheldigvis for Maren levede hun under Christian den fjerdes regeringstid, og han var besat af og rædselsslagen for “heksene”.
Sagen begyndte, da en anden skrædder i byen, Didrik, i 1636 blev syg og kastede en stor klump bræk op. ”Det må være djævlens værk”, tænkte han, og kom i tanke om, at Maren 12 år før da vist nok havde sagt til ham, at han vil blive ramt af en ulykke. Herefter anklagede han Maren for at have forhekset ham. Da Maren blev frikendt, henvendte Didrik sig personligt til selveste Christian den fjerde. Hele 600 af de ca. 1.000 personer, der blev brændt som ”hekse” på bålet i Danmark mistede livet under Christian den
fjerde. Og kongen valgte da også at gribe personligt ind i sagen.
En hekseribekendelse presses ud af Maren under tortur.
Hun bliver brændt på bålet på galgebakken i Ribe i 1641.

Lisbeth Lunda
"Ane Katrine"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

(Ane Katrine Hansen // 1894-1965)

En horeunge og en krystalopsats. Kontrasten er til at tage at føle på, da Lisbeth Lundas oldemor Ane Kathrine føder sit første barn. Herregårdssønnen har gjort hende gravid og er stukket af til Amerika. Og så står hun pludselig der: en syndig og skændet skøgemor, skammet ud af omgivelserne. Den eneste anerkendelse Ane Kathrine nogensinde får fra sin søns farforældre er en krystalopsats. Hun modtager den, efter hun i 1914 føder Anton. Inden da er Ane Kathrine i al hast blevet sendt væk fra herregården,
hvor hun ellers tjener. Hun føder sit ”uægte” barn i stor skam og helt alene. Historien er fuld af kvinder, der er blevet voldtaget
med livsomvæltende følger. Stærkere og mere magtfulde mænd har forgrebet sig på dem og foretaget seksuelle udskejelser i dem. Og når kvinderne så – naturligt nok – er blevet gravide, har de måttet bære skammen og ansvaret alene. Langt op i det 20. århundrede, hvor blodprøverne kom, kunne mændene sno sig udenom faderskabsforpligtelser, hvis de ville. ”Skøgemødrene” mistede ofte både arbejde, anseelse og fremtids muligheder. En utugtig kvinde ville mange nemlig ikke røre med en ildtang – i al fald ikke med gode
intentioner og i et kærligt sindelag. Ofte blev kvinderne nødt til at sætte deres ”uægte” børn i pleje, men det var typisk hårde forhold, der mødte disse børn, og op imod halvdelen af alle plejebørn døde
som spæde. Indtil det 18. århundrede blev kvinder henrettet, hvis
de fødte et “uægte” barn i hemmelighed, der døde. Man mente, at hvis ugifte kunne forbryde sig imod det 6. bud: “Du må ikke bedrive hor”, så ville de også uden videre være i stand til at bryde det 5. bud:
”Du må ikke slå ihjel.” I 1763 kom der en lov, hvor barnefaderen blev forpligtet til at påtage sig halvdelen af de udgifter, der var forbundet med barnet … hvis han vel at mærke lod sig identificere.
Men det gjorde Antons far aldrig, som så mange før og efter ham.
Krystalopsatsen sagde alt, der var at sige. I dag står den i Lisbeth Lundas skab.

Lisbeth Lunda
"Masha"
Mixed medie på papir
74 x 94 cm inkl. ramme
Indrammet i mørk træramme med 70% UV beskyttende glas
DKK 14.800,-
Kontakt galleriet for yderligere info

(Mahsa Amini // 1999-2022)

Den iranske kvinde Mahsa Amini døde i forbindelse med en arrestation af det iranske moralpoliti. Hendes brøde? Hun havde ikke båret sin hijab i henhold til regeringens forskrifter.
Det iranske politi hævdede, at Mahsa havde fået et “anfald” og var kollapset i forbindelse med arrestationen. Senere var hun gået i koma og var død. Øjenvidner – inklusive kvinder, der var i arresten med Mahsa – fortæller, at hun blev voldsomt gennemtævet af politiet og som resultat heraf gik i koma og døde. Sygejournalen, som blev lækket, bekræfter dette hændelsesforløb.
Mahsas død resulterede i voldsomme demonstrationer i og uden for Iran. Her gik tusindvis af modige mennesker, primært kvinder, på gaden, brændte deres tørklæder og klippede deres hår af. Iransk politi skød med skarpladte våben ind i folkemængden. Tørklædetvangen blev indført i Iran i forbindelse med
revolutionen i 1979. Herefter fik landet ny forfatning efter en folkeafstemning. Den skulle basere sig på Velayat-e Faqih doktriner. Landets øverste autoritet blev den mest anerkendte af de retslærde, med afsæt i Shia Islamisme.
De retslærde var selvfølgelig mænd. Mænd, der bestemte, at kvinder skulle gå med tørklæde. Mænd, der straffede og slog ihjel, hvis kvinderne ikke fulgte de udstukne love. Mænd, der følte sig berettigede til i deres religions navn at undertrykke kvinder. Det
er arvesynden om igen.
Kvinden skal tæmmes og hæmmes.