Ned Cantrell

Om Ned Cantrell

(Store og små katastrofer)
- Om Ned Cantrells Glasarbejder 

"Honey and Venom" hedder en af Ned Cantrells glasskulpturer forestillende et hvidt kranium med tomme øjenhuler og en spøgelsesagtig række fortænder. På det ultimative "Memento Mori"- symbol er påført den sorte silhuet af en smuk, ung og meget levende kvinde i en yndefuld og koket stilling. Med andre ord: livet i sin mest ferskenbløde og sanselige form over for håndfaste bevis på dødens konstante nærvær. 

Livet og dødens evige favntag ligger som et hovedmotiv i store dele af kunsthistorien, fra reliefundsmykningerne på de gamle europæiske katedraler over barokkens altertavler til symbolismens facination af dødekult og måneskinsbelyste kirkegårde. Det er i denne sammenhæng, man kan se Ned Cantrells glasarbejder. Som moderne, opdaterede udgaver af et tema, der er ældgammel, men ikke desto mindre sørgeligt aktuelt og vedkommede. For lever vi ikke i en tid, hvor økologisk nedsmeltning, trusler om terror, vejrmæssige katastroler og en relancering af den kolde krig bringer truslen om en snarlig død helt ind på nethinden af os alle? Den død, som selv ikke alverdens plastickiruger, coaches og personlige guruer kan forhindre. Den død, der altid kommer som en uindbudt gæst, når vi mindst venter det. 
Ned Cantrells fascination af sammenstødet mellem det uskyldige spirende liv og voldens og dødens hæslige ansigt er dog ikke uden humor. Kunstneren kan således ikke skjule en egen diabolsk glæde over på denne måde at punktere den naive skyld, ligesom en nutidig læser af Dantes "Den guddommelige komedie" finder større behag i afsnittende om Helvede end i skildringen fra Paradiset. Det er simpelthen mere befordrende at læse om de usandsynligt opfindsomme torturmetoder i mørkets dyb end om den salige englesang i det lyse himmerige. Humor er der nok af i Ned Cantrells værker. Den bobler overstrømmende ud af hans værker og supplerer på denne måde det tankevækkende med det grotesk morsomme. 
Og det er vel at mærke en latter, der ikke bare siver langsomt ud i æteren som en punkteret varmluftballon, men en latter, som rent faktisk sætter skub i indbilddningskraften. Noget, der ikke mindst skyldes Ned Cantrells visuelle opfindsomhed. Tag nu bare "Glide"- en opstilling af otte bananskræller i en forrygende varieret overdådighed. De ligner små selvstændige væsner i elegante piruetter og det i en sådan grad, at vi helt glemmer, at de for det meste opfattes som irritationsmomenter, vi kan glide i og brække arme og ben på. 
En sådan interesse for oversete hverdagsobjekter finder man i store dele af Ned Cantrells produktion, hvilken for en stund kan få en til at tænke på popkulturen. Det er imidlertid snarere Andy Warhols gengivelser af elektroniske stole og biluheld end sammes glinsende versioner af suppedåser og colaflasker, som er relevante her. Når Ned Cantrell arbejder med hverdagsobjekter sker der altid noget uforudset og ofte faretruende med dem.
Med sin på alle måder barokke fantasi, visuelle overskue og sorte koglende humor er Ned Cantrell en kunstner, der viser, hvad man også kan bruge glas til. Med hans fantasifulde værker har vi for længst overskredet kunsthåndværkets rammer og er kommet ind i skulpturens og installationens grebet. Og er samtidigt blevet både pirret og påvirket til. 

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie.